Nordiske Medier opnår et acceptabelt resultat for 2023, hvor det trods et fald i omsætningen på print lykkedes at øge koncernens samlede omsætning med små tre pct. sammenlignet med året før. – Vi betragter 2023 som et ‘godkendt år,’ taget i betragtning af de udfordrende forhold i samfundsøkonomien. Vi har opnået vækst og styrket vores position i markedet på trods af de svære vilkår, især i Sverige, siger adm. direktør Jesper Hansen, Nordiske Medier, som er Skandinaviens største virksomhed inden for ren B2B-medieproduktion.
Nordiske Medier realiserede i 2023 et overskud før finansielle poster på 14,8 mio. kr. mod 21,5 mio. kr. året før. Koncernens omsætningen blev 205 mio. kr. og steg med 3% i forhold til 2022.
Se overordnede tal her
Abonnement driver væksten
Det er ikke mindst abonnementsforretningen, der driver væksten. Og Nordiske Medier har i 2023 oplevet en betydelig stigning i antallet af abonnementer fra godt 31.000 til knap 36.000 totalt i Danmark og Sverige.
Fortsat fokus på abonnementsforretningen bliver afgørende i den digitale transformation.
– Knap 9 ud af 10 abonnementer er nu digitale, hvilket understreger betydningen af vores digitale abonnementsstrategi, siger Jesper Hansen.
På trods af forventninger om en højere vækst i digital annoncering nåede Nordiske Medier ikke det ønskede niveau i 2023. Derfor har virksomheden igangsat en række tiltag for at imødekomme dette og styrke det digitale bannersalg.
Mindre print
Medievirksomheden fastholder printannonceniveauet i Danmark, men ser et mindre fald på koncernniveau. – Vi har bevidst skåret ned på en række udgivelser som reaktion på markedets tendenser. Det kommer til at fortsætte i det nye år, siger Jesper Hansen, der dog pointerer, at printannoncer stadig er en vigtig og stor del af Nordiske Mediers forretning.
Medieforretningen i Sverige har været særligt udfordret, men eventforretningen er betydelig og klarer sig godt.
Styrker Projektagenten
Projektagenten bliver i endnu højere grad et nøgleområde for Nordiske Medier, og organisationen er under etablering på nordisk plan.
– Vi intensiverer vores i forvejen stærke fokus på Projektagenten og har foretaget en række ansættelser på dette strategiske område, siger Jesper Hansen.
Projektagenten er nu etableret i Danmark, Sverige og Norge. Projektagenten er Nordiske Mediers digitale værktøj til overvågning af bygge- og anlægsprojekter.
Siden regnskabets afslutning har Nordiske Medier overtaget det fulde ejerskab af Nordiske Fagmedier i Norge, og i 2024 styrker man det nordiske samarbejde i Nordiske Medier.
Forventningerne til 2024 er fortsat vækst primært drevet af en stigning i den digitale abonnementsforretning og det øgede fokus på Projektagenten.
For flere informationer kontakt adm. direktør Jesper Hansen, mobil: 20101430 eller mail: jha@nordiskemedier.dk.
Om Nordiske Medier
Nordiske Medier er Skandinaviens største virksomhed inden for ren B2B-medieproduktion og fokuserer på at være tæt på brancherne. Koncernen beskæftiger omkring 250 medarbejdere og udgiver cirka 55 online-medier og 35 trykte medier, der når ud til over en halv million nyhedsbrevmodtagere. Nordiske Medier er til stede i Danmark, Sverige og Norge.